VII. ABEL A MADAME HANSTEEN

Berlin den 16de Januar 1826.

Bedste Fru Hansteen!

Jeg holder saa meget af Dem kjære Fru Hansteen at jeg i det mindste maa sende Dem et Par smaa Linier. Men er De ogsaa blid mod mig. Jeg er saa bange for at De ikke skal være det, thi jeg har endnu ikke hørt noget fra dem, og det vilde glæde mig saa inderligt. Dog har jeg sikkert Haab, thi min Kjæreste skrev mig til at De havde i Sinde at beære mig med et lille Brev. Jeg har ogsaa en anden Grund til at haabe, thi jeg drømte i Nat at jeg havde faaet Brev fra Dem, og kan jeg aldrig andet troe end at min Drøm maa gaae i Opfyldelse, jeg synes jeg var saa særdeles glad. I Gaar saa jeg Deres Mands Favorit M"^ Seidler i „Die schone Miiilerinn" og hun var rigtig sød. — Naar De skriver til Deres Søster Fru Fredrichsen saa glem ikke at hilse hende fra mig; jeg har længe havt i Sinde at skrive hende til thi hun gav mig Lov dertil; men jeg veed ikke rigtig om jeg tør til. • — Hun er vist noget vanskelig og jeg anseer mig sandelig for en stor Trompeter. Deres Moder maa De ogsaa ikke glemme at hilse samt Frøken Rosenstand. — Jeg længes meget efter [at] høre noget fra Norge. De kan tænke jeg har ikke faaet Svar fra min Kjæreste paa mine to sidste Brev, i Dag skriver jeg det tredie. Jeg er sandelig lidt bekymret, men jeg skylder dog Skylden paa Posten. I Juulen var jeg paa Bal hos Geheimrath Grelle men jeg torde ikke danse, omendskjøndt jeg havde gjort mig saa pyntet, som jeg aldrig har været før. Tænk Dem nye fra Top til Taae med Undervest og stivt Halstørklæde samt Briller. De seer jeg begynder at tåge efter Deres Søsters Formaninger jeg haaber at blive complet naar jeg kommer til Paris. Gid jeg havde været der og var hjemme igjen. Det er dog saa underligt at være imellem Fremmede. Gud veed hvorledes jeg vil holde ud naar jeg skal

skilles fra mine Landsmænd. Det bliver i Førstningen af Vaaren. — Hils endelig Charité saa meget og min Søster og Broder. Jeg skrev ham for 3 Uger siden til igjennem min Kjæreste. Han har vel faaet mit Brev. Jeg formante ham deri saa godt jeg kunde. Jeg vil haabe det bedste. Der er vel i Grunden et godt Naturel hos ham, men han skammer sig. — Deri har jeg været ham noget lig, men jeg er ikke saa stiv. —

Adieu bedste Frue, og et Par smaa Ord, ellers tør jeg ikke mere skrive Dem til.

Deres N. Abel.

I mit Brev til Professoren har jeg maaskee, det veed Gud mod min Villie hvis saa er, kommet til at bruge Udtryk som han ikke vil synes om. Vær De min Talsmand i saa Henseende og undskyld mig paa det bedste. Lev vel og hils Charité.