X. ABEL A HANSTEEN

Dresden den 29de Marts 1826.

Hochzuehrender Herr Professor!

Mange Tak Hrr. Professor for Deres venskabelige Hilsener til mig i Boecks Brev. Jeg var sandelig bange for at jeg i mit sidste Brev til Dem kunde have udtrykt mig noget underlig, og kanskee har jeg ogsaa gjort det. I det Hele maa jeg bede Dem see igjennem Fingre med mig i mange Henseender især hvad det Formelle angaaer. — De har fuldkommen beroliget mig i Henseende til min Fremtid og saaledes gjort mig en sand Velgjerning thi jeg var noget bange, dog maaskee for meget. — Jeg glæder mig uendelig til at komme hjem igjen og kunne faae Anledning til at arbeide i Rolighed. Jeg haaber det skal komme til at gaae godt, Materialier kommer jeg ikke til at mangle for flere Aar; flere faaer jeg vel paa Reisen, thi netop i denne Tid gaaer der mange Ideei- omkring i Hovedet paa mig. Den rene Mathematik i sin reneste Betydning maa blive ganske mit Studium for Fremtiden. Alle mine Kræfter vil jeg anvende paa at bringe noget mere Lys i det uhyre Mørke som der uimodsigelig nu tindes i Analysen. Den mangler saa ganske al Plan og System, saaat det virkelig er høist forunderlig at den kan studeres af saa mange og nu det værste at den aldeles ikke er stræng behandlet. Der gives yderst faae Sætninger i den høiere Analyse som ere bevisede med overbevisende Strænghed. Overalt tinder man den ulykkelige Maade at slutte fra det Specielle til det Almindelige, og yderst mærkværdigt er det at der efter en saadan Fremgangsmaade dog kuns findes faae af de saakaldte Paradoxer. Det er virkelig meget interessant at eftersøge Grunden hertil. — Efter mine Tanker ligger den deri at de Functioner som Analysen hidentil har beskjæftiget sig med mestendels lade sig udtrykke ved Potentser. — Saasnart der komme andre imellem hvilket rigtig nok ikke ofte er Tilfældet saa gaaer

det gjerne ikke godt og aï falske Slutninger opstaae da en Mængde med hinanden forbundne urigtige Sætninger. — Jeg har gjennemgaaet flere af disse og har været saa heldig at komme paa det Rene dermed. Naar man blot gaaer almindelig tilværks saa gaaer det nok; men jeg har maattet være særdeles forsigtig, thi de engang uden strængt Beviis (o: uden Beviis) antagne Sætninger have slaaet saa dybe Rødder hos mig at jeg hvert Øjeblik staaer Fare for at bruge dem uden nøiere Prøvelse. Disse smaa Arbeider komme til at staae i den af Grelle udgivne Journal. — I denne Mand har jeg sandelig gjort et ganske fortræffelig Bekjendtskab og jeg kan ikke noksom prise min lykkelig[e] Stjerne som bragte mig til Berlin. Jeg er dog virkelig i Grunden et hældigt Menneske. Faae gives der rigtig nok som interessere sig for mig men disse Faae ere mig uendelig dyrebare, fordi De have beviist mig saa særdeles megen Godhed. Kun at jeg nogenlunde maatte svare til de Forventninger som de have i Henseende til mig; thi haardt maa det være naar man seer sin velmeente Møje paa En spildt. —

Jeg maa dog fortælle Dem et Tilbud som Grelle gjorde mig førend jeg reiste fia Berlin. Han vilde endelig overtale mig til at blive i Berlin for bestandig og skildrede mig de Fordele jeg deraf kunde have. Hvis jeg vilde saa tilbød han mig Udgivelsen af Journalen, som nok kommer til [at] staae sig godt ogsaa i økonomisk Henseende. Det lod virkelig som om det var ham meget magtpaaliggende, men jeg gav naturligviis Afslag. Dog maatte jeg indklæde det under den Form at jeg vilde gjøre det hvis jeg ikke kunde faae noget at leve af hjemme hvilket jeg ogsaa vilde. Til Slutning sagde han at han vilde gjentage sit Tilbud hvad Øjeblik jeg selv vilde. Jeg kan ikke negte at dette smigrede mig meget, men var det ikke ogsaa ganske net? En Ting maatte jeg dog love ham ganske bestemt nemlig at komme tilbage til Berlin førend jeg endte min Udenlandsreise, og dette kan jeg da ogsaa have den største Gavn af. Han har nemlig lovet mig ganske sikkert at skaffe mig en Forlægger til mine større Afhandlinger og det tænk engang med klækkeligt Honorar. Først blev det overlagt imellem os at vi i Forening skulde af og til udgive en Samling af større Arbeider og dette skulde tåge sin Begyndelse strax; men ved nøiere Overveielse og efter Raadslagning med en Boghandler som Forlaget blev tilbudet blev det anseet for bedre at bie indtil Journalen først var kommen rigtig i Gang. Naar jeg kommer til Berlin igjen haaber jeg at vor Plan vil kunne reahseres. Er det ikke prægtigt? og har jeg ikke Aarsag til at glæde mig over min Reise til Berlin? Jeg har vel ikke lært noget af andre paa denne

Tour men dette har jeg heller ikke anseet for den egentUge Hensigt af min Reise. Bekjendtskaber bør vel blive Hovedsagen for Fremtidens Skyld. Er ikke De af samme Mening?

I Freyberg hvor jeg opholdt mig en Maaned hos Keilhau har jeg gjort Bekjendtskab med en ung ivrig Mathematiker nemlig en Broder af Naumann som var i Norge. Det er et meget hyggeligt Menneske og vi harmonerte godt. —

De skriver i Deres Brev til Boeck hvad mon jeg vil i Leipzig og Rhin-Egnene; men jeg gad vide hvad De siger naar jeg nu fortæller dem at jeg reiser til Wien og Schweitz. Først havde jeg tænkt at reise lige fra Berlin til Paris, paa hvilken [Reise] jeg havde Haab at Følge med Grelle. Men nu fik han Forhindringer og jeg havde altsaa kommet til at reise allene. Nu er jeg engang saaledes beskaffen at jeg aldeles ikke eller dog yderst vanskelig kan være allene. Jeg bliver da ganske melancholsk og da er jeg ikke just i den bedste Stemning for at kunne bestille noget. Jeg tænkte da det er bedst Du reiser med Boeck etc. til Wien og det kan jeg da ogsaa forsvare synes mig thi i Wien er Littrow, Burg og flere. Det er jo virkelig udmærkede Mathematikere og hei-til kommer da at jeg ikke kommer til at reise mere end engang i mit Liv. Kan man da fortænke mig i at jeg ønsker ogsaa at see Hdt af Sydens Liv og Færden. Paa min Reise kan jeg jo arbeide temmelig brav. Er jeg nu engang i Wien og jeg skal derfra til Paris saa gaaer jo den lige Vei næsten igjennem Schweitz. Hvorfor skulde jeg da ikke ogsaa see lidt deraf? Herre Gud! Jeg er dog ikke uden al Sands for Naturens Skjøn heder. Den hele Reise vil gjøre at jeg kommer to Maaneder senere til Paris end ellers og det gjør da ikke noget. Jeg skal nok hente det ind igjen. Troer de ikke at jeg vil have godt af en saadan Reise?

Fra Wien til Paris kommer jeg formodentlig til at reise i Følge med Møller, og Vinteren der kommer jeg til at tilbringe i Selskab med Keilhau. Vi slaae os da ganske forskrækkehg paa Arbeide. — Jeg tænker det skal gaae godt. —

Til Wien har jeg faaet Anbefalingsbreve med fra Grelle til Littrow og Burg. Min Forfængelighed driver mig til at afskrive en Passage af Brevet til Littrow. Etterat have talt om Journalen siger han:

„Herr Abel aus Ghristiania in Norwegen der Ihnen dièses Schreiben uberbringen wird ist ebenfalls ein eifriger Mitarbeiter an dem Journal und keine seiner geringsten Zierden. Dieser junge Mann besitzt meine ganze Hochachtung und ich wiinsche ihn aucb Ew. Hochwohlgebohren Gijte und Wohlwollen empfohlen zu wissen. Der

24 TEXTE ORIGINAL DES LETTEES ÉCEITES PAE ABEL EN NOEVÉGIEN

hohe Grad von Auszeichnung als Mathematiker, den er schon jetzt errungen giebt der Wissenschaft die erfreulichsten Hoffnungen."

I Wien blive vi omtrent en Maaned og saa dele vi os formodentlig i to. Det ene Partie (Boeck Keilhau) gaae over Triest, Venedig igjennem Tyrol Schw^eitz og Møller og jeg til Paris. Til sidstnævnte Sted faaer jeg Anbefalingsbreve af Professor Dirksen i Berlin til Humboldt og Flere. Jeg vilde ønske at jeg da maatte være kun halvt saa heldig som i Berlin saa vilde det være deiligt. —

Keilhau og Boeck have i Dag været ude at observere med Svingningsapparatet, meget tidlig medens vi andre (Møller Tank og jeg) laae. De kommer til at faae en anstændig Række af Observationer. De hilse meget. —

Vi have alle gjort vor Opvartning hos Hr. Irgens-Bergh. I Gaaer Aftes var han saa galant at meddele os Billetter til det adelige Casino, oîi l'on ne danse qu'en escarpins, og vi vare saaledes for den Aften Adelsmænd M'', de Keilhau, M', d' Abel etc. Vi saa der hele Dresdens Incroyable. med Elégance. I Dag Middag vare vi budne til Middagsselskab hos Bergh vi saae der Baggesen. — Han er meget svag. Man siger at Flasken er Skyld deri. — Maleren Dahl fra Bergen have vi ogsaa gjort Bekjendskab med. Han reiser med det første til Norge, som han nok ikke forlader førend 1827.

De har været saa god Hr. Professor at love mig Brev med det Første. Endnu har jeg ikke faaet men Aarsagen ligger formodentlig deri at det gjør forskjellige Omveie. Jeg har gjort Anstalter til at Maschmann sender mig det til Wien. Jeg glæder mig særdeles til at høre noget fra Dem og min anden Moder. —

Fra Tid til anden vil jeg tåge mig den Frihed at skrive Dem til ikke fordi jeg tør smigre mig at De vil have nogen videre Interesse deraf men fordi jeg selv linder en stor Fornøielse deri. Af mig maa De naturligviis ingen interessante Reiseiagttagelser vente ledsagede af æstetiske Beskrivelser. Det maa jeg overlade til mine mere begavede Reisecompagnons in specie Keilhau. —

Jeg beder dem hilse Holmboe meget men tillige sige ham at det ikke var peent at han ei har skrevet mig til. Dog maaskee gjør jeg ham Uret. Hans Brev kan kanskee være underveis.

Farvel Hr. Professor og lev altid saa godt som jeg ønsker det.

Deres forbundne

N. H. Abel.

Indlagte Seddel til min Søster vil De maaskee være af den Godhed at lade hende tilstille. Min ærbødigste Hilsen til Professor Rasmusen, men dog først og fremst til Fru Hansteen og Charité. —