XXVII. ABEL A MADAME HANSTEEN

[Berlin Marts 1827.]

. . . kjende paa mig at jeg kommer til at besøge dem ofte. Den vil sandelig blive een af mine bedste Nydelser. — Herre Gud hvormange Gange har jeg ikke ønsket at gaae til dem men ikke turdet? Mange Gange har jeg været ved Døren og vendt om igjen af Frygt for at falde Dem til Besvær; thi det var nu det Værste som kunde have hændt mig, at de skulde blive altfor ked af mig. Meget vel, at jeg tør være vis paa at det ikke er saa. — Jeg er nu her i Berlin, og er glad derved, thi Franskmanden behager mig ikke. Det er dog nogle kolde prosaiske Mennesker. Alle mulige Ting behandler de paa samme Maade. Med lige Vigtighed eller Uvigtighed taler de om de alvorligste som om de letsindigste Gjenstande. Ingen FortroHghed hos Dem. En Franskmand er næsten lige godt bekjendt med alle Mennesker. Uhyre Egoister. Naar de hører at Udlandet besidder noget, de har eller som de ikke har saa forundre de sig og sige Diable, og saaledes komme de til at forundre sig over alt. — Og nu det kjære Qvindekjøn.

De ere saa nette, saa indsmigrende og klæder sig saa peent men Voila tout. Den Beskedenhed og Undseelse som Mandfolkene saa gjerne seer hos Fruentimeret mangler de i det Hele vistnok meget af. — Det siger Franskmanden selv. De siger. Les étrangères sont plus modestes que les françaises. — De tydske derimod ere sikkerlig at foretrække. — Naar jeg tænker paa den Fornøielse som De og Hansteen have havt, da Fru Frederichsen og Carite vare hos dem bliver jeg ordentlig misundelig. De maa vide jeg holder saa' hjertelig af dem begge to. Jeg glæder mig inderlig til den Fornøielse at see dem igjen naar jeg kommer lil Kjøbenhavn, som vel vil ikke vare saa forskrækkelig længe. Min Kjæreste, som nu er i Aalborg kommer da ogsaa did. I Kjøbenhavn har jeg altid levet det behageligste Liv. — Fra Boeck fik jeg Brev i Gaaer. Han har været syg i nogen Tid af Forkjølelse og anden Svaghed. Er nu frisk. Hans Moder er død. Han reiser til Paris midt i April og reiser hjem over Berlin igjen. — Han er ikke i det bedste Humeur. Det er en hæderlig Karl. — Han skriver at en Søn af Løwenskjold er i Miinchen for at gifte sig med en Frøken Sechendorf. —

Det er mig yderst kjært at det gaaer min elskede Søster saa godt. Jeg holder saa inderlig af hende. Sin Lykke og den Glæde jeg har deraf skyldes dem kjære Fru Hansteen, — De maa endelig hilse hende fra îuig paa det kjærhgste naar De seer hende. Jeg erindrer mig hende altid. —

Ellers lever jeg som de vel kan tænke et særdeles stille og eensformigt Liv. Min hele ydre Fornøielse bestaaer i en og anden Gang at besøge Theatrene og hver Mandag at være i Assemblé hos Grelle. —

Nu — adieu min allerkjæreste moderHge Formaner og hav en lille bitte Plads

i Hjertet for

Deres Abel.

XXXIL ABEL A MADAME HANSTEEN

Torde jeg udbede mig den Artighed at De vilde lade Overbringeren heraf faae den største* af de to Gasser mærket N. A. som staaer paa Jomfru Kamps Værelse med Laag til. Min Broder Thomas trænger til saadan en paa sin Reise. — Den største Forbindtligst

N. H. Abel.

* Ce mot est une correction faile par Abel : Il y avait d'abord „mindste".