‹ Les catholiques français et leurs difficultés actuelles. Du militarisme. Du nationalisme. Les femmes et la politique. Antisémitisme. Les catholiques et le bon vieux temps (volume 2)Chapitre 70 sur 121 · ATTO DI CORAGGIO DI UNO SCRITTORE CATTOLICO · texte numérisé non relu

ATTO DI CORAGGIO DI UNO SCRITTORE CATTOLICO

Vogliamo parlare di Leone Chaine a proposito del suo récente volume : les Catholiques français et leurs difficultés actuelles. Il libro e intéressante non solo sotto l'aspetto politico in quanto dimostra criminosa la politica cléricale basata sul militarisme, il nazionalismo e l'antisemitismo, ma in spécial modo è intéressante sotto l'aspetto religioso, dove l'A. dà prova di vedute assai diverse da quelle che prevalgono nel suo ambiente, A proposito délia preghiera egli dice :

{( ... La pregliera è sopra tutto un atto di adorazione e non « dev'essere trasformata in un semplice istrumento di mendicità. « Noi comprendiamo che un fanciullo il sabato sera domandi al « buon Dio, che faccia fare bel tempo la domenica, ma ammet- « tiamo meno che richieste di cotai natura sieno presentate alla (( Divinité da persone adulte. Noi proviamo un certo imbarazzo <( quando vediamo ordinare, dopo alcuni giorni di siccità su « questa o quella parte ciel territorio, la recita AçWOremus ad (( pluviam petendam. »

Vi è anche il seguento passo che in bocca ad un cattolico meraviglia non pocco :

(( Se vi sono dei miscredenti più caritatevoli, più saggi di certi (( credenti, non hanno essi un merito più eminente ancora, poichè (( fanno il bene in modo affato distinteressato ? Cosi apparte- (( nendo essi in grado cosi alto a quella Chiesa invisibile che (( abbraccia quaggiù gli uomini di fede e sopra tutto di buo7ia « fede, occuperanno, senza dubbio, alorchè splenderanno i giorni « délia chiesa trionfante, i primi posti nelle dimore del padre « céleste. »

Non glà che a queste riflessioni non vi sia nulla da ridire, specie quando l'A. pare non concepisca altrimenti che interessato l'operare morale del credente. Si vede ch'egli è imbevuto délia dottrina cattolica del guadagno del cielo per i meriti. Ma a parte questa ed altre restrizioni, da parte nostra, il linguaggio cosi

diverso da quello del Sillabo in un cattolico militante andava rilevato.

Già, il sig. Leone Chaîne — curiosa contradizione ! — è un cattolico che crede neH'infallibilità del papa. Egli perô è di una logica che non fa grinze allorchè rivolgendosi a quel che respingono l'infallibililà délia Chiesa, dice :

<( Noi non comprendiamo coloro che si sono separati dalla (( Chiesa (romana) l'indomani del concilio (vaticano). Corne si (( puô ammettere che coloro i quali hanno sempre creduto nel- (( Vinfallihilità dei Concilii possano provare sul serio una « ripugnanza ad ammettere quella del papa ? Considerando la <( cosa a viste umane, non è più logico credere all'infallibilità (( di un'assemblea che a quella di una personalità uniqua... Essi <( ammettevano già un mistero che uomini soggetti ad errare « divenivano infallibili riunendosi » cioè, aggiungiamo noi, tirando la somma délie rispettive fallibihtà loro.

Abbiamo detto che l'A. di questo libro ragiona bene. Ed è per questo che gli ultra-ritualisti délia Chiesa anglicana sono dei candidati al papismo, ed è per questo che chi vuole realmente sbarrazzarsi del veleno ultramontano deve prendere un vomitive completo.

Kolnische Zeitung [Gazette de Cologne), 18 avril 1903.

m [Schmarotzer-Andachte7i] nannte Abbé Hemmer auf dem jiingsten eucharistischen Kongress in Bourges gewisse neuzeitliche Missbrauche im Katholizismus, die wegen ihrer sonderbaren Vorstellung des Uebermenschlichen unter menschlicher Gestalt und durch den mit ihnen verbundenen Schacher die wahre Religion entehrten. Zu diesen Glaubensauswiichsen werden die Uebertreibungen in der Verehrung des heiligen Antonius von Padua, des heiligen Joseph, der Unfug mit dem Prager Jesukindchen usw. gezahlt. In der Sitzung der l>elgischen Kammer vom l.April schilderte der Abgeordnete, Paul Hymans den Handel, der von den Ordensgenossenschaften mit Glaublenssachen betneben wird, und verlas zu dem Zwecke eine Menge hierauf bezùglicher Ankniidigimgen...

Auch ein hervorragender katholischer franzôsischer Schriftsteller, Léon Chaîne, wendet sich in einer Schrift <( Die franzôsischen Katholiken und ihm gegenwârtigen Schwierigkeiten » mutig gegen Missbrauche der gedachten Art. In einem besondern Kapitel (( Ueber gewisse neu€ Andachten » ervvâhnt er unter andern den <( heiligen Expedit », der niemals gelebt hat, aber infolge eines schlechten Wortwitzes (expédier gleich beschleunigen) in dringlichen Angelegenbeiten angerufen wird, ferner die sagenhafte « heilige Etupie )),der man gleichfalls in verschiedenen Gegenden Frankreichs hobe Verehrung zollt und kbngende Opfer bringt, weil sie die Abfàlle (étoupes) des Mais vor den Ratten scliiitzen soll. Die Antonius-Verebrung in ibrer beutigen Gestalt erklârt Cbaine, der sich iibrigens al s ûberzeugimgstreuer Katbolik bekennt, fur das reine Nimm-und Gib-Spiel, und zum Beweis, wieweit der Fetiscbismus die Sittbcbskeitsbegriffe verwirren kann, bernft er sich auf des Februarbeft des franzôsiseben Josepbsbiattes {Propagateur de la dévotion à saint Joseph), vom Jahre 1899, worin es auf Seite 76 heisst : « Eine arme Nonne, die von ibrem Pfarrer belâstigt wurde, wandte sich an den heiligen Joseph und bat ibn, dem heiligen Manne eine vorteilhafte Versetzung zu verschaffen, damit sie von einer unertrâglich gewordenen Tyrannei befreit werde. Die Sache war schwierig, da der Pfarrer gerade nicht zu denen gehôrte, um die sich die Pfarreien streilen. Der gute heilige Joseph fasste die Sache anders an :es kam plotzlich eine hiibsche Bronschien-Entzûndung, dre Pfarrer zog, nacbdem er eine gute Beichte abgelegt, in die andere Welt, und Schwester Klara verfehlt, wenn sie ibren Rosenkranz fiir ibn streicht, nie, nach jedem Gesetze zuzufiigen : Meinem guten heiligen Joseph besten Dank ! » Chaîne versichert, dass mehrere Dutzend von Blâttern ibren nach Millionen zahlenden Schaflein solche Weide bieten, und kommt zu dem Schluss : (( Weg mit diesem Handel zur Erreichung zeitlichér Vorteile, die man von dem oder dem Heiligen, der im Paradies eine bevorzugte Stellung einnebmen soll, gegen klingende Mûnze verlangt ; Weg mit diesen kleinen parasitâren Andachten, die sich wie giftige Pilze am grossen Baume des Kreuzes angesiedelt haben ! » Wahrsagerinnen, Kartenlegerinnen und sonstige Personen, die im gewobnlichen Leben die Leicbtglâubigkeit anderer ausbeuten, werden bestraft. Leider verhallen die Stimmen eines

Hemmer, Chaîne und Gleichgesiimt'er wirkungslos im Wiiide. denn die Zeiten, wo ein Machtruf die Verkaufer und Wucherer aus dem Tempel trieb, scheinen unwiederbringlich dahin zu sein. Unbegreiflich aber ist es, dass die kirlichen Behôrden sich gegen den besprochenen Schacher nicht mit aller Kraft aufraffen, denn gerade dieser entfremdet eine Unzahl Gebildeter der Religion. (Dass es iibrigens nicht der Katholizismus allein ist, auf dessen Boden solche Schmarotzerflanzen gedeihen, haben erst in den jiingsten Ostertagen die protestantischen Wallfahrten zu dem Grabstein des frommen Walderich bei Murrhardt in Wûrttemberg wieder gezeigt, wo man gegen Geldspenden, die unter allerlei zauberhaften Formen um Mitternacht niedergelegt werden. Erhôrung der verschiedensten Wiinsche zu finden hofft).

Politiken (Copenhague), 21 avril.

MORGENBREV

Vi har faaet et nyt Tidsskrift, hvis Navn er Varden. Det har

sin Sœregenhed, idet det nemlig er katolsk, udgivet af katolske Prœster og LœgfolK, beredt paa at behandle foréliggende Sager fra det naevnte kirkelige Standpunkt. Der er al Grund til at felge det med Interesse, saafremt det kan belaere Laeserne cm, hvorledes Katoliker dommer om Tidens store Sporgsmaal eller det danske Samfunds mindre Anliggender.

Af det udkomme forste Hœfte er intet at slutte med Hensyn til fremtidig Vaerdi. Saadanne forste Hsefter plejer at mislykkes. Indtrykket er af megen Ungdom. Her er opdaget enung svensk Forfatter Erik Brogren, af hvem der ofïentliggores et Digt i hans Modersmaal og en Skitse i Oversœttelse, l>egge lige ubetydelige. En tysk-dansk (?) Forfatter Verhein fortœller om Beseg hos rhinske Karleusermunke i nogle naive Ord, medens Dr. Krogh- Tonning i altfor spekulative Ven-!inger behandler Muligheden af Katolicismens og Protestantisme i. s Sammensmeltning. Det Hele cr ganske ligegyldigt og har ikk-^ 3ud lil nogen Stromning herh jemme eller andensteds.

Maaske det derfor gaar an at anl>efale til disse yngre Stridsmœnd en lige udkommen Bog af en fransk Katolik Advokat Léon Chaine :De franske Katoliker og det es nuvœrende Vunskeligheder. Léon Chaine er en overbevist Katolik, en ivrig Troende, der viser den storste iEngstelse for det svageste Kœtteri. Han tager ingen Afstand fra Dogmet om den pavelige Ufejlbarhed ; han er en Modstander af Kongregationsloven ;hvor han nsevner en Forfatter som Zola er det med den dybeste Beklagelse over den usunde Literatur, hvis talent fuldeste. Udbreder han ar vseret — og alligevel er han bekymretja forarget over de franske Katolikers Optraeden.

Det er Dreyfussagen, som bliver hans Udgangspunkt og som giver am Anledning til Forbavselse over, at Katolikerne som Parti sluttede sig til Anti-Dreyfusarderne. Han lœgger sine Trosbrodre paa Sinde, at de ved at optrœde som Forsvarere for en bestemt anti-republikansk Politik skaber den Anti-Klerikalisme, over livis Handlinger de saa bitterligt klager. Han giver af sit ganske Hjerte Zola, hvis Produktion han som sagt fordommer, sin Tilstuning, fordi han saa behjertet skrev sit store Anklagebrev. Han oprores over den Antisémitisme, der har gaaet i en stœrk Bolge henover Frankrig ; intet synes ham mère ukatolsk, ureligiost, ukristeligt end denne. Han efterviser, at det dog ikke var Joder, der fortrinsvis forte Dreyfus' Sag, hvorimod blandt Forkœmperne for Katolikerne og Antidreyfusarderne fandtes som virksomst Presseorgan le Gaulois, hvis Redakter, Arthur Meyer, er Jode, og 1 hvis Redaktion adskillige Joder drev den vildeste klerikale Propaganda. Han giver dernœst en Rœkke Eksempler paa, til hvilket Hojdepunkt katolsk Overtro kan naa. Han anforer et Blad, Den hellig'e Josefs Propaganda, hvor der fortœlles folgende opbygge- Hge Historié : en Nonne blev slet behanlet af Praesten i Sognet, en haardhjertet Mand ; hun bad til Hellig-Josef, om han vilde forflytte Praesten, men dette var umuligt, thi andre Sogne skottede heller ikke om at faa ham ; « Hellig-Josef bar sig da anderledes ad, en god Bronkit arriverede, Praesten skriftede og modtog Sakramentet og gik til en anden Verden ; naar nu stakkels lille Soster Clara beder sin Rosenkrans, undlader hun ikke at tilfoje efter hvert gloria patri : Tak, min sodé Hellig-Josef ! »

Dette Citât er blevet anfort i det franske Kammer for en Maanedstid siden under Folketingsmaedenes Latter og forargede

Udraab. Der tilfojedes, at hint katolske Blad, efter at der var klaget over dets Manér ogsaa fra prœstelig Side, reklamerede med, at det stadigt tiJtog i Indtœgt og Fremgang.

Léon Chaînes Bog er overmaade laererig. Den er skrevet med en gallisk Klarhed af et vamitfolende Menneske, der har Hjertet paa rette Sted ogen udmœrket Forstand.Han er Katol^k og fordrer i Religionens Navn den yderste Udfoldelse af fri Borgerlighed.

Titus.

Revue Bibliographique Belge (Bruxelles), 30 avril.

Un mauvais livre, moins par toutes les idées qu'il développe que par l'esprit qui l'anime et par les tendances dont il se fait le défenseur. M. Léon Chaîne est dreyfusard, sémite, antinationahste et démocrate à outrance, cela en dit beaucoup sur sa façon d'envisager les événements actuels .

Certes il y a, particulièrement sur la question des congrégations, des pages généreuses, éloquentes même et vigoureuses, mais on sent trop que pour l'auteur les catholiques de France sont resijonsables presque imiquement de la persécution qui les écrase. Il a pour l'Université des sympathies plutôt excessives et va jusqu'à écrire : <(... Cela ne vaudrait-il pas mieux que d'encombrer les écoles militaires de leurs élèves ? » Et « cela » c'est, pour les catholiques, détourner leurs élèves de la grande Ecole normale.

Il a, en matière de philosophie et de théologie, des idées qui l'apparenlent aux Loisy, et, en matière sociale, il admire M. le juge Magnaud et bien d'autres.

Bref ce volume n'est pas de ceux qui réconfortent, il est de ceux qui affaiblissent les énergies de résistance ou d'attaque et jettent dans l'esprit le sophisme et le doute.

Page 1